Min mand bliver ramt af en arbejdsulykke

Det er den 6. Juni 2005 og Kenneth og jeg har det godt. Vi har en dejlig dreng på 14. måneder Lukas og jeg er 3. mdr. gravid med Jonas, glad og lykkelig familie. Masser af venner, tjente i en lille kirke, Kenneth er leder af en kristen bikerklub, gode job med fine indtægter, masser af overskud til at finde på en masse sjov. Næsten altid os der arrangerede fester, grillhygge, biografture og andet i vores vennegruppe.

Men så vendte dagen op og ned på alt de næste mange år!

Kenneth får nogle store fundamentsten ned over sig på jobbet og må på skadestuen. Han bliver indlagt med det samme og har fået ødelagt sin ryg mange steder. Den første dag, ved de ikke med sikkerhed om han bliver lam. Heldigvis skete det ikke, men han er selvfølgelig alligevel blevet kronisk syg fra den ene dag til den anden.

Min mand har altid været meget stærk og vild i det og dette var et stort slag for os begge. Jeg kunne ikke regne med hans hjælp med noget som helst i meget lang tid. Vi boede på 3. sal og han kom kun ud af sin seng, når han skulle til behandlinger på hospitalet. Han kunne næsten ikke komme ud af sengen og var sengeliggende 2 mdr. i træk. min veninde kom hver morgen og afleverede Lukas i vuggestuen og jeg hentede selv.

De opgav hans genoptræning efter et par mdr. Kenneth kom i gang med andre forløb med kommunen og var næsten sengeliggende i 2 år. Det er en tid, som jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på. Samtidig måtte jeg stoppe på mit job og gå på dagpenge indtil Jonas blev født og jeg kom på barsel. Der var heldigvis en del venner og familie som hjalp os. Som man sikkert kan læse bare ud fra dette, så var det en tid, hvor alt var hårdt. Samtidig med at man havde en dejlig glæde over sine skønne drenge. De gjorde os glade midt i sorgen. Vi havde også vores tro på Gud, som vi holdt fast i, men vi var også fyldt med en frustration over, at dette skulle ske for os. Men livet er jo sådan og det sker jo, som jeg skrev i mit andet indlæg for mange mennesker.

Som årene gik kom min mand i en masse smertebehandlinger og fik en masse værktøj til at klare tilværelsen som kronisk syg. Jeg måtte selv finde ud af at leve i det, da det ikke var sket for mig…. men det skete jo ligeså meget for mig og børnene. Så når man ser tilbage på forløbet, skulle jeg nok have haft lidt mere hjælp, end at skulle være stærk hele tiden.

Jeg fik ofte kommetarer fra bekendte, hvordan har Kenneth det, de spurgte mig og Kenneth stod 2 meter væk…. hvorfor ikke spørge til mig og børnene….. det blev jeg ked af.

Der er meget jeg kan skrive om dette forløb, men jeg tror det bliver for langt. men det var en syg hård tid og jeg ville meget gerne have været den foruden. Kenneth er stadig kronisk syg på 15. år så det er virkelig ærgeligt. Men vi har selvfølgelig alle 5 lært at leve med det nu og det er super synd, at Kenneth altid skal have smerter. Man kan på sin vis godt vænne sig til, at han altid har ondt og han laver 100 % mere end han bør gøre, men jeg har da også dage, hvor jeg bliver ked af, at han skal have det sådan. Han presser sig til at være en sjov far og spille 3 runder stangtennis også ind og hvile en time i sengen. Det er op af bakke. Jeg håber og beder stadig til, at han skal blive 100 % rask igen.

Til gengæld har drengene også haft en far der er meget hjemme og de har ikke behøvet, at have lange dage i deres sfo. Jeg fandt mig et deltidsjob og vi fik en super fin rutine. Så der er også positive ting, hvis man leder lidt ;o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *